
Lyt til Kunsten
Lyt til Kunsten er sat i verden for at fortælle de gode historier, der gemmer sig i kunsten i det offentlige rum på Fyn. 12 af værkerne er fra Langeland.
Vi vækker udvalgte værker og skulpturer til live med flerstemmige og levende lydfortællinger, som fra sommeren 2020 alle vil være at finde på den gratis kunst-app VIZGU. Med den kan du drage ud og lære værkerne i de fynske købstæder bedre at kende, eller lytte derhjemme, når det passer dig bedst.
Lyt til Kunsten er et partnerskab mellem lyddokumentarist Helle Ansholm Rasmussen og kunstformidler Sara Line Batson Matzen. Projektet er endvidere et samarbejde med Danmarks førende kunst-app VIZGU, og lydkollektivet og produktionsselskabet LYDPOL. Projektet er støttet af Kulturregion Fyn og Øernes Kunstfond.