Besøg en mølle
– et kig ind i Langelands historie
Det fortælles at der har været 31 møller på Langeland gennem tiden, alle sammen opført til forarbejdning af korn. Nogle af disse møller er i dag privat beboelse, andre er helt forsvundet og tre er åbne for publikum.
Tranekær Slotsmølle
Lejbøllevej 3, 5953 Tranekær
På bakken nord for Tranekær har der stået møller i flere hundrede år, møller som har tilhørt grevskabet i Tranekær. I dag ejes møllen af ildsjælene ”Tranekær Møllelaug”, som driver og vedligeholder den gamle mølle fra 1846. Tranekær Slotsmølle er til dels funktionsdygtig.
I møllens gamle magasinbygning er der indrettet en lille café og butik, hvor man blandt andet kan købe lokal mel. Stedet har flere fine mindre udstillinger. Find ud af mere
Skovsgaard Mølle
Påøvej 1, 5900 Rudkøbing
I 1904 blev der, efter en brand, genopført en mølle ved siden af den gamle møllegård fra 1830, begge bygninger er fredet. Skovgaard Mølle er speciel, idet den har en løgformet hat og sigterne er anbragt over kværneloftet og ikke nederst i møllen, som på de fleste andre møller. Møllen er restaureret og mølleinventaret er bevaret og funktionsdygtigt hvilket betyder, at der bliver malet økologisk korn fra Skovsgaard. Møllen hører under herregården Skovsgaard, som det også er muligt at besøge.
Find ud af mere
Rudkøbing Bymølle
Rue 1, 5900 Rudkøbing
-Siden 1600-tallet har der stået en mølle på Rudkøbings Fæstningsvold. Den nuværende mølle som er fra 1820, er en gallerihollænder og den tredjestørste i Danmark. Rudkøbing Bymølle blev restaureret i 1996-2006. Hat, vinger og krøjeværk blev istandsat, fundamentet blev rettet op, der kom ny spån-beklædning på. Møllen passes af Rud-købing Bymøllelaug, der arbejder for at gøre byens vartegn til et aktiv for byen. Møllen kan besøges om sommeren og ved specielle arrangementer. Fra rundgangen er der en flot udsigt over Rudkøbing by, Vejlen og Langelands-broen. Find ud af mere